-Faustos-

Som lovet: 

1. afsnit

En ske jord, af jord er du kommet, en ske mere, til jord skal du blive, den sidste ske, af jord skal du igen opstå. Præsten sætter skeen tilbage i jordbunken. Nede i hullet ligger Lars. Død.

Regnen siler ned. Blæsten strid. Det kan ikke blive værre.Vi er mange. Fylder op mellem  grave og gange. Tilskuere, men også indviede. Hemmeligt sammensvorne i vores fælles indsigt. Nu var det helt slut. Det havde det været længe. Nu var det fuldstændigt uigenkaldeligt, og vi var skrækslagne over perspektivet. Alt venten er forgæves. De, Lise og Lars, ventede forgæves. Intet overlever drømmen, hverdagen og døden.

Regnen siler, og trækker strømme af mudder. Skoene sjapper. Lise træder frem til graven med en rose i hånden. Sort. Enke i sort våd kjole. Hvidt ansigt. Sorthåret og sortrandet. Vinden blæser kjolen om knæene. Hun er smuk og ensom, selvom alle børnene, hendes og hans, står lige bagved hende.Præsten nikker og træder lidt tilbage. Lise kaster rosen i hullet. Ser ned, bliver ved med at se ned.

Regnen. Vi ser alle på hende. Kan ikke tage øjnene væk. Alt står stille. Hvad nu? Hvad gør vi nu?

Jeg mødte hende først gang tyve år tidligere. Min kones kusine:

Sommer over os. Dovne dønninger. Båden bevæger sig listende af sted. Sejlet akkurat fyldt.Solen slår stjerner i vandet. Det er varmt, og vi er på sejltur. Der snakkes i cockpittet om løst og fast. Lise er glad, hun har mødt én!

Sommer er det. Vi er af sted med båden. Varmen giver dis over land. Konturerne bliver uskarpe.Lise fortæller først om sine to børn. Med mødrestoltheden i øjnene. Senere om Lars. Hendes gifte kollega. Kun få ord, men ikke til at tage fejl af. Hun har set det smukke i hans ansigt og blidheden ved hans hænder. Og så spiller han musik. Hun har siddet en aften og en halv nat og kigget på dem, mens de spillede med Lars på guitaren.

Vinden er næsten væk. Jeg kniber øjnene for solen. Der er ingen bevægelse, ingen lindrende vind. Ser at sveden pibler ned af Lises kinder. Hun tørrer med hånden. Sejlet slår slag, for der er ikke pres på det længere. Inerverende . Bang. Sejlet glider over. Bang. Vi passer på hovederne, men Lise er fokuseret og fortællende. Enkelte korte sætninger, om tegnene, hun selv klart kan tolke.

Sommer. En havmåge slår slag lige over havoverfladen, for at fange opdrift. Ikke en krusning på vandet. Vi kommer ikke langt for sejl. Men Lise er langt, hendes blik søger mod land, til ugerne før lige nu. Lars har også to børn. Er det ikke et tegn da?

( Fortsættes, hvis I vil! )

Sidder i skumringer og hører: Tindersticks, Waiting for the moon. Mørket står i felter gennem vinduerne.  Vemodet sniger sig ind, helt ind. Tænker på den hudløse sommer. Bladrer i dagbogen:

Sidder her svedig i cykeltrøje. Den røde, ærmeløse. Drypper lidt, skal passe på tastaturet.

Halvanden time i den skarpe aftensol, der malede lange skygger over vejen i et flimmer af mønstre fra træer, huse og vejkantens flora. På et tidspunkt kørte jeg om kap med min egen skygge, men jeg er ingen Lucky Luke, så den forblev foran mig. Lærken hang der endnu, men den synger vel snart på sidste vers.

Tænker skrækslagen er dette min sidste mail til min elskede. Må gøre mig umage. Ikke skuffe hende. Leve op til alt. Men jeg er så svag. Så svag.

Sidder og skriver på det lovede indlæg, den nye historie om den udlevede kærlighed. Kommer en af dagene, og sørgelig bliver den.

Men tænker på om det er kærlighedens natur med tiden at blive udlevet, som det midaldrende par på cafeen. Er det kun den, man en gang blev forelsket i, men som man ikke lærte at kende, den umulige kærlighed, den uopnåelige, den, der havde en anden eller den, der rejste.

I erindringen vokser kærligheden sig større og større, når proportioner ingen levende kvinde eller mand i virkeligheden kunne leve op. Har alle ikke sådan en erindring om en forelskelse, vi tror kunne have været vild og voldsom, eller lyksagelig, også over tid. Den uudlevede kærlighed kan leve et helt liv i dig, antagende en dimension og blive en referenceramme ingen andre kan leve op til, eller som ligger i erindringen som en smuk tanke eller som en smerte over noget, vi aldrig fik gjort noget ved. Drømmen om kærligheden bæres i alle, næsten altid overjordisk, efterladende følelsen af ensomhed, den evige uopfyldte drøm.

Jeg gjorde noget ved det en gang og blev forunderligt fri, men det kan jeg skrive om en anden gang.

Først skal jeg gøre den anden historie færdig, som rummer alle elementer om det smukke, der ikke kunne leve op til virkeligheden og endte så sørgeligt

Den gang Fausto længtes rigtig meget:

Du sover måske endnu, min Roma. Mærker min længsel efter dig i maven, i hjertet, i hånden, i pikken, på læberne, alle steder på min og i min krop.

 Du siger: jeg er din Roma, kører som et mantra rundt i hovedet som en messende tone, der giver budhistmunken sin afklarethed for og i verden. Mens bederullen skraller i Himmalyabjergenes store ekkorum.  Strofer fra en helt anden verdens musik toner pludseligt komisk, men sandt frem: Vil du være min, så vil jeg være din.................!

 En dag Fausto havde det godt, skrev han:

Fantastisk vished om din eksistens, vidende at du vil mig. Hvad mere kan der mon være? Alene med dig i universet er nok. Resten er skygger på jorden. De samler stjernestøvet op, der kommer fra vores kyssende læber. Jeg skal ikke lukke øjene for at se dig. Du er indeni mig. Jeg ved det nu. Nu. Altid.

Fausto

Eller hvor lidt der skal til at ændre en novemberdags drænende monotomi.

Finder min plads og sætter mig. Lyshåret kvinde ser sig søgende omkring. Spotter pladsen overfor mig. Tager frakken af. Slanke ben i støvler. Togets tiltagende fremdrift for hende til sætte sig pludseligt, uforvarende, som en kludedukke, der klapper sammen. Kikset timing, får mig til at smile, hendes øjne møder mine, og jeg tilgiver alt, i selv samme øjeblik.

Ser på knæet. Det er nemt at række ud, tilfældigt at strejfe. Mit knæ, to nanomillimeter fra. Spændingen mellem knæene bliver fysisk mærkbar, nærmest synlig. Fuldstændig til stede. Prøver ikke at beglo. Skuler på knæet. Kigger ned mod gulvet, så kan jeg meget bedre se knæet. Et smukt knæ. Buet og fleksibelt. Dufter garanteret af sæben stadigvæk, hun vaskede sig med i morges.

Lukker øjnene og min hånd i knæhasen, ned over læggens glatte hud, videre over ankelens fasthed til foden, der træder i grønt græs (hvorfor nu det?) Sommerflue summer forbi, lyset flimrer bag øjenlågene. Varm vind mod panden. Med håndfladen på vej tilbage mod knæet.
 

Åbner øjnene, virkelighedens verden, ikke slået, men opløftet.Jeg rejser mig, prøver at fange hendes øjne, men hun ser ud på perronens komme. Kigger farvel på knæet. Fastholder, udskyder, men går med knæets bue og billeder, og mærker energien, det lille søde knæ gav.
 Og hun vidste det ikke en gang.

Senere tænker jeg over turen. Tillægger jeg min mor motiver, som jeg kun selv er ansvarlig for? Gav hun aldrig kærlighed? Tænker derefter på os to, Roma.

 Kiggede på mine mails til for at genopfriske kærlighedens under. Dør vi lige så stille i livet, mens det leves? Se hvad jeg skrev:

Kære Roma.

 Det gør Roma og Fausto. Kysser dig, elsker dig.

November.

 På vej hjem fra min mor. Hun var pillefri i dag. Talte nogenlunde sammenhængende. Beklagede de manglende penge, og de døde venner. For så vidt ikke noget nyt under solen. Dog klarere i øjnene og i mælet siden længe, men tankerne kredsede om den tabte tid, og de forspildte muligheder og det ulevede liv, der blev slugt af sygdom og laden stå til.

Bliver altid i dårligt humør. Mine besøg er sjældne og korte, som vil jeg ikke kendes ved hendes liv. Hun er dog ophav, biologien gør hende til mor, men jeg skræmmes af, hvor tit jeg glemmer bare at tænkte på hende.

Nu må historierne rulles op. Kærlighedens vildveje undersøges.