-Faustos-

Har lige været Hamborg og er på vej hjem.

Kommer ned på motorvejen. Autobahn. Hamborg i ryggen, på vej nordover. Hjem. Tre timers kørsel. For kort tid til at komme ind i den lange rejses timeløse fornemmelse, hvor der kan være gået tre minutter eller tre timer uden, at det gør en forskel, eller mærkes forskelligt. Men tre timer er altid tre timer. Kommer ikke ind, hvor tiden opløses. Alligevel falder jeg ud ind i mellem.

Sætter Leonard Cohen i cd-afspilleren. Han lægger ud med: Ain't No Cure for Love! Jeg laver min egen boble, lidt vindstøj, men musik. Gode gamle Cohen. Jeg overhaler og overhales. Af Audi, BMW og Mercedes. I et hastigt sug og et nyk i bilen, og de er forbi. På vej nordover sammen med mig, men jeg er i min egen lille bilverden. Musikken og tankerne, der trækkes frem af de passerende røde baglygter. Et glimt af en svunden tid. Passeres igen, trykker lidt på speederen, vil gerne hjem. Der er langt, og der er tæt trafik. Flade marker passerer i skumringen. Køer og vindmøller og lange ens landskaber. Så synger han: First We Take Manhattan! I mit hoved: Goodbye Berlin. Goodbye Hamburg! Erindringer dukker frem. Fra Finland, er jo ved at skrive en lille smule om dem. Må være forsigtig med hendes navn.

 Her kommer anden del af den lovede sande historie, om den uudlevede kærlighed, som alligevel blev til at leve med: Jeg har valgt at tage første del med også, så evt. nye læsere kan følge med:

I

 Hun ejede mine øjne, fra jeg så hende. Hun var smuk. Ikke på den klassiske måde, men på hendes måde. Birketræerne lavede kontrast til hendes mørke hår. Nætterne var lange og lyse. Jeg var ung, vi var i Finland og rammen var en uge, og den kunne blive fatal, for jeg var forelsket, og der var aldrig en chance for, at den blev udlevet. Kærligheden. Det vidste jeg heldigvis ikke, der i mit unge liv. Så kun på hendes læber, tænkte, hvordan de var at kysse.

Hun talte svensk. Hun var høj. Hun gik ved siden af mig. Havde jeg virkelig spurgt, om hun ville gå en tur, der mellem birketræerne. Hun havde vist en veninde med som en slags anstandsdame. Husker det ikke tydeligt. Husker kun hendes nærvær. Hendes hånd så tæt på min. Ønskede at strejfe den. Vi snakkede. Talte jeg dansk eller engelsk? Mine øjne så på hendes ører og hår. Ville ikke vige. Så hvad snakkede vi om? Musik eller Danmark, måske. Jeg tog hendes hånd, og hun smilte, der mellem birketræerne. Og vi gik og gik, ville aldrig vende tilbage. Stakkels anstandsdame.

En af de næste dage. Danskerne inviteret på tur. To volvo’er med paneler af forlygter gennem den lyse finske aftenskov. Var der mon elge? Feer ganske givet. Stoppede ved en sø, balancerede på en lang bro ud midt i søen. Et lille hus på pæle. En sauna. Dampende sten og snertende birkeris. Kroppe, der virkede anmassende i deres svedighed og voluminøsitet.  Senere søens isnende vand mod hudens kogende overflade. Kolde afvaskninger for renselse og bod? Eller bare finsk sisu?

Virkede ikke på den måde. Hele min krop huskede hende tydeligere. Øret, håret i panden, hendes hånds tryk mod min. Mit finske himmerige. Tilbage med lyskegler gennem skoven, som stod med diffuse konturer i den ikke lyse, men heller ikke mørke nordiske sommeraften. Ved vejs ende. Motorer slukkedes og bildøre smækkede og en myg om øret, men alt kunne ses. Hun stod og ventede. På mig. Jeg blev heftig og flov, men de andre sagde ikke noget. De må have vidst, at jeg var for ung til drillerier. Hun var modig, stod der alene uden anstandsdame og ventede på mig, der kom med renset krop og heftigt hjerte.

Den sidste aften eller var det hele natten? Boede vi i telte? Tror jeg. Husker, at der var nordmænd og svenskere også. Finner og så de søde svensk-finnere. Var det fra Wasa? Detaljerne er væk, åbenbart overflødigt fyld i min erindring om det vilde og voldsomme, der allerede stod over for en afslutning, inden det rigtigt var begyndt. Hun hentede mig. Stod der, lige foran alle, hele verden. I hvert tilfælde min og sagde: ”Kom, vi har ikke så meget tid” Ung, modig, forelsket og forventende så hun på mig. Mine øjne veg ikke et øjeblik. Ikke et, hun ejede dem.

 Der var stille, da hun tog mig i hånden og gik ind i den lyse birkeskov, men jeg mærkede alle øjnene, der fulgte lidt på vej. Følte mig heldig og vemodig. Husker natten med lugte af grannåle, mos og kildrende kys og besværgelser. Og det blev aldrig mørkt.

Sidste billede min erindring byder på: Jeg sidder i en bus. Højt. Og kigger ned på hende, der står og venter på det svage ryk, når bussen sætter i gang. Kigger ned på hende. Fokuseret på hendes ansigt. Vidste ikke da, at kærlighed, som ikke afsluttes, udleves med kedsommelige rutiner eller bare dør med tiden, kan fylde et helt liv, som den uopnåelige drøm, vi altid vender tilbage til, når hverdagen ikke fylder forventninger, vi er så fulde af, og som så sjældent bliver andet end en drøm, der kan ødelægge, det der er, med sine udefinerlige længsler og uopfyldelige håb.  Bussen sætter i gang. En ukendt smerte i maven presser sig mod øjnene. Solen flimrer i trætoppene, og hun forsvinder bag os. Vinkede hun?

Jeg husker, at Ålandsøerne gled forbi, men at de var sorte konturere. Mågerne skygger mod solen, og jeg selv som smeltet af savn

 Men vi mødtes igen.

(fortsættes)

Her kommer første del af den lovede sande historie, om den uudlevede kærlighed, som alligevel blev til at leve med:

Hun ejede mine øjne, fra jeg så hende. Hun var smuk. Ikke på den klassiske måde, men på hendes måde. Birketræerne lavede kontrast til hendes mørke hår. Nætterne var lange og lyse. Jeg var ung, vi var i Finland og rammen var en uge, og den kunne blive fatal, for jeg var forelsket, og der var aldrig en chance for, at den blev udlevet. Kærligheden. Det vidste jeg heldigvis ikke, der i mit unge liv. Så kun på hendes læber, tænkte, hvordan de var at kysse.

Hun talte svensk. Hun var høj. Hun gik ved siden af mig. Havde jeg virkelig spurgt, om hun ville gå en tur, med mig. Os to? Hun havde vist en veninde med som en slags anstandsdame. Husker det ikke tydeligt. Husker kun hendes nærvær. Hendes hånd så tæt på min. Ønskede at strejfe den. Vi snakkede. Talte jeg dansk eller engelsk? Mine øjne så på hendes ører og hår. Ville ikke vige. Så hvad snakkede vi om? Musik eller Danmark, måske. Jeg tog hendes hånd, og hun smilte, der mellem birketræerne. Og vi gik og gik, ville aldrig vende tilbage. Stakkels anstandsdame.

En af de næste dage. Danskerne inviteret på tur. To volvo’er med paneler af forlygter gennem den lyse finske aftenskov. Var der mon elge? Feer ganske givet. Stoppede ved en sø, balancerede på en lang bro ud midt i søen. Et lille hus på pæle. En sauna. Dampende sten og snertende birkeris. Kroppe, der virkede anmassende i deres svedighed og voluminøsitet.  Senere søens isnende vand mod hudens kogende overflade. Kolde afvaskninger for renselse og bod? Eller bare finsk sisu?

Fortsættes

Fausto følte sig alene, mens han tænkte på Roma: 

Ser film, endda en god. Men det er forfærdeligt at være helt alene. Tomrummet omkring mig fordrer jo ikke, at jeg agerer, forstiller eller tænker på andet. Dine ord du er min kærlighed rammer lige ind i det inderste af mig. Jeg er alene. Helt, helt alene. Ved ikke, hvad der rigtigt eller forkert at gøre. Kan ikke finde hoved eller hale. Kan ingenting forstå. Ved kun, jeg er din.

Skæbnen ligger på lur, din og min, mens tiden rinder ud.

Fausto 

En dag fausto ville mødes og savnede: 

Kære Roma.

Så en svensk film forleden. Nær himlen. En yngre kvinde blev forelsket i en lidt ældre kunstner. Han turde ikke give sig hen, eller vidste ikke helt, hvordan man føler, at det er nu. Så han spurgte kvinden, hvordan man kunne vide, at man holdt af. Hun svarede: hvis du tænker på hende og bliver glad for at se, så holder du af. Det svar blev han glad for, og mente, at det var sådan, det var med dem.

Senere spørger han hende, hvordan man kan vide om man elsker. Hun svarede, hvis du er lykkelig, når du er sammen med hende, så elsker du. Så fortalte han hende, at han var lykkelig, når hun var der, men han døde desværre fra hende. Godt han fik hende det fortalt.

Frosten har sat sig spor. Den sprøde lyd af dæk over sten, der følger lyskegler på gardin. Eller de hvide felter af sne under vinduet.  Eller kattens spor over fliserne. Taget på fast gerning. Haps.

Kattens tykke ejer, hilste. Tandlægens grimme kone vendte om. Dagen en uendelig række af møder.

Jeg reddes til sidst af Band of Horses fra Vega. Vist pirat, men jeg er ligeglad, for jeg blev glad. Og nu venter frostnattens mørke med lyse drømme med flimrende øjenlåg, og bare jeg slipper lettere i morgen.

frostvariationer over R.E.M.

R.E.M. i ørene med Losing My Religion. Vemodet breder sig som aftenens frostbilleder på bilruder. Hælder vi for meget i kærlighedens kar, der alligevel ender frostsprængte. Optagetheden der altfortærende lukker sanserne for andet, der kunne være smukt og ukompliceret. Som isfuglens flugt over den frosne bæk? Så den i går.

Udenfor minus 10 grader. R.E.M. spiller ufortrødent. Hvorfor ser jeg ikke bare bækkens issider, som vinterens manifestation og ikke som en sindstilstand eller et symbol på kærlighedens tilstand.