Smartlog v3 » -Faustos- » Autobahn erindringer
Opret egen blog | Næste blog »

-Faustos-

Kærlighedens ansigter

Autobahn erindringer

31. Jan 2009 21:02, Fausto Del Toro

Har lige været Hamborg og er på vej hjem.

Kommer ned på motorvejen. Autobahn. Hamborg i ryggen, på vej nordover. Hjem. Tre timers kørsel. For kort tid til at komme ind i den lange rejses timeløse fornemmelse, hvor der kan være gået tre minutter eller tre timer uden, at det gør en forskel, eller mærkes forskelligt. Men tre timer er altid tre timer. Kommer ikke ind, hvor tiden opløses. Alligevel falder jeg ud ind i mellem.

Sætter Leonard Cohen i cd-afspilleren. Han lægger ud med: Ain't No Cure for Love! Jeg laver min egen boble, lidt vindstøj, men musik. Gode gamle Cohen. Jeg overhaler og overhales. Af Audi, BMW og Mercedes. I et hastigt sug og et nyk i bilen, og de er forbi. På vej nordover sammen med mig, men jeg er i min egen lille bilverden. Musikken og tankerne, der trækkes frem af de passerende røde baglygter. Et glimt af en svunden tid. Passeres igen, trykker lidt på speederen, vil gerne hjem. Der er langt, og der er tæt trafik. Flade marker passerer i skumringen. Køer og vindmøller og lange ens landskaber. Så synger han: First We Take Manhattan! I mit hoved: Goodbye Berlin. Goodbye Hamburg! Erindringer dukker frem. Fra Finland, er jo ved at skrive en lille smule om dem. Må være forsigtig med hendes navn.

Endnu tidligere. Den første erindring i det hele taget. Fredericiagade i Vejle. På 2. sal eller var det kun første? Udenfor lyden af trafikken gennem gadens snævre rum. Vejles indfaldsport. Oldemor lige over på den anden side af gaden i lejligheden, som var mere kendt end min mors. Voksnes stemmer. Min mors nye kæreste og en veninde. Jeg er fem år og ved ikke, hvad jeg efterrationaliserer eller har fået at vide senere. Prøver her i de røde baglygters skær at se det første billede, jeg overhovedet kan huske: Mit hoved ligger på armen, der fremstrakt, hvilende på en blank spisebordsplade, holder en plastikpolitibetjent, der har højre arm bøjet i en halvfems graders vinkel og venstre arm strakt. Det er det. Første billede. Første erindring. Kan jeg så virkelig huske det med den femåriges sanser og hjerne? Eller husker jeg bare, at jeg husker det. Som et støvet billede, der en gang i mellem tages frem? Puster støvet af: nåh ja, det var sådan det var. Kan måske slet ikke huske det oprindelige, kun huske snapshottet fra en svunden tid. Og selve billedet bliver en stereotyp på den første erindring. Er mon alle vores erindringer sådan, eller kan vi virkelig huske sansernes og følelsernes første indtryk? Tænker jeg med mit levede liv som klangbund, og tolker det hele ud fra et støvet fotoalbum? Billeder som jeg har, men ikke kan huske, jeg har taget.

 

Kigger ud gennem forruden. Er nået til Kielerkanalen. Der er langt hjem endnu. Mørket rammer mig ind i det svage blå skær af digitale oplysninger fra instumentpanelets dioder, og CD’en viser track syv: Waiting for the Miracle.

Kommer jeg nogensinde hjem?

 

fausto.del.toro@gmail.com Ophavsret på indlæg.

Fausto Del Toro
Fausto Del Toro

Tiden går

« May 2018 »
MTWTFSS
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031 

Hvem besøger her?