Smartlog v3 » -Faustos- » Død af kærlighed
Opret egen blog | Næste blog »

-Faustos-

Kærlighedens ansigter

Død af kærlighed

15. Mar 2009 22:31, Fausto Del Toro

Pludseligt opdagede jeg stilheden. Der var ingen radio eller fjernsyn eller biler eller vindsus eller snak i baggrunden. Samtidigt med at den bærbares lille blæser stoppede. Helt stille. Så stille at det er en fysisk fornemmelse i øret. Lidt ubegribeligt, at det kan være så stille. Som en boble, der holder al lyd væk. Så hørte jeg det. Uret på væggen. Urets næsten uhørlige langsomme tikken forstærkede fornemmelsen af stilhed, og sendte tiden i en slags slowmotion og et billede af langsomme dryp fra vandhanen bragte mig tilbage til en lignende situation langt tidligere i mit liv.
Jeg sidder i Onkel Åge og Tante Maries stue i deres hus i Trædballe og er vel ikke mere end seks år. Snarere yngre. Jeg sidder der alene blandt de blanktlakerede maghonimøbler, der trækker stuen sammen, og det store vægurs tik-takken rammer samme stemning, som pludseligt genopfriskes langt senere i mit liv. Stilheden og uret, der deler intetheden i langsomme intervaller. Lidt støv rammes af en stribe sollys i karnappens vinduer. Jeg sidder i sofaen og ser på et  fotografi i en slags tidlig technicolor kvalitet af sarte farver på væggen sammen med nogle sort-hvide guldrammer og buede glas. Motivet er en kvinde i en meget lyseblå trenchcoat set skråt bagfra. Hun har drejet hovedet til siden og ser opad. Hun er sorthåret og kort pandehår. Hun har set noget eller er blevet opstillet af personen med kameraet. Måske er det ham! Der anes noget af et sommerhus, fyrretræer og blå himmel. I mit perspektiv er hun en voksen kvinde, hvor gammel ved jeg ikke, sikkert først i tyverne. Hun hedder Sonja og er Onkel Åges og tante Maries døde datter. Hun er tabu. Min mor nævnte Sonja en gang. Hverken før eller siden. Overhovedet. En gang. Sonja var død af kærlighed i et sommerhus. Og der havde været et tomt sovepilleglas. Det var det. Ikke flere informationer eller antydninger eller halve sætninger eller noget som helst.
Jeg sidder i stuen og ser på billedet. Ser på Sonja, som jeg aldrig har kendt. Kan ikke få øjnene væk fra denne kvinde med det fjerne blik og den ensomme død af kærlighed.
Forstod ingenting, men mærkede tydeligt det smertefulde, der i stilhedens tik-takken. I resten af Onkel Åges og Tante Maries tid, skulle jeg altid i stjålne øjeblikke hen og se på billedet. Var facineret af Sonja og hendes valg, men fattede ikke deres tab. Forstod lidt, da Onkel Åge, som den sidste af de to, lige var ved at blive indhentet af døden formørket og udmarvet, kaldte på, ikke sin kone, men sin forlængst døde datter Sonja.
 Computerens blæser startede igen og stilheden opløstes. Erindringen om Sonja består eller rettere billedet af hende består og forstærkes af de få øjeblikke, jeg rammes af stiheden og et urs tik-takken. En enkelt lyd eller lugt kan skabe en motorvej tilbage i erindringen. De få gange jeg siden spurgte min mor om historien var svaret altid det samme, hun havde fortalt, hvad hun vidste, og havde fået at vide. Mine tolkninger er selvfølgelig blevet mere nuancerede med alderen, men vi kan stadig dø af kærlighed.

Kommentarer

  1. Hans Kvinde
    20. Mar 2009 15:30
    1

    Vi kan stadig dø af kærliged.
    Og erindringer er glimtvise tilbageblik i følelser og dermed lever alting stadig i dette nu.

    Smuk stilhed.
    Smukt skriv.

fausto.del.toro@gmail.com Ophavsret på indlæg.

Fausto Del Toro
Fausto Del Toro

Tiden går

« July 2018 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Hvem besøger her?