Oktoberlyde
5. okt 2009 23:14, Fausto Del Toro
Bildøren åbner helt op og lyden af vinden i træernes tørre blade får et drej på den store volumenknap. Det suser deroppe over skoven i himlen med et hvidt lys uden sol, men diffust skarpt og øjnene søger nåleskovens mørke kant henover lysningen. Oktober. Tør oktober. Støvlerne sjupper ikke. Nedfaldne blade knækker som chips og støvet hænger i spindelvæv. Tungt. En tør byrde, som ikke svinder som dug for solen.
Og det fraværende kys trænger sig på med overraskende heftighed, fordi kragens skrig trækker lydspor langt tilbage. Tilbage til en sortpløjet mark og en hånd på gelænderet ved siden af en anden hånd. Hendes hånd. Og kragens efterårsskrig sender direkte fra erindringens glemte arkiver. Hold da op. Et sug af længsel skramler i maven med kontakt til fortidens samme følelse.
Bare fordi en krages skrig rammer uden om tidens gang og glemsel. Og nutid og datid i rammes i en enkelt lyd. Uden filter. Uden parader.
Sådan kan man uforvarende rammes af heftighed midt i skovens stille. Uden at ville. Uden tanke. Bare ved en fandens lyd.
