Smartlog v3 » -Faustos- » Kærligheden overlever aldrig
Opret egen blog | Næste blog »

-Faustos-

Kærlighedens ansigter

Kærligheden overlever aldrig

12. Sep 2009 22:02, Fausto Del Toro

Hun sad midt i rummet. Havde forestillet mig, at hun sad i et hjørne for at signalere: Her tales fortroligt. Hun havde ikke set mig. Endnu. Der var ikke mange gæster, selvom cafeen lå centralt, og det var sidst på eftermiddagen. Vi havde aftalt at mødes, da jeg tilfældigt rendte ind i hende på en af mine efterhånden sjældne ture til Vejle. Havde været på en nostalgisk odysse eller farvel-nu-dør-jeg-snart-tur med min mor i Fredericiagade, eller resterne af den, som den nu ligger afsondret og blind. Havde så mødt Lise ved Rådhuset og genkendt hende med det samme.
Hun så op og smilte. Hun havde fået rynker ved munden, men var stadig smuk. Meget. Hun så længe på mig. Så på mig med en slags overbærende mildhed og spurgte:
"Hvor har du gemt dig henne al den tid?"
Jeg: 
"Det sædvanlige sted."
Lise:
"Hvad har du lavet?"
Jeg: 
"Ventet på at blive den jeg blev."
Lise: 
"Hvad blev du så?"
Jeg: 
" Ja, det går jeg stadig og roder med."
Hun var da blevet direkte og vel selvsikker, eller også var det indøvet. Måtte hellere skifte emne, og spurgte:
"Hvad med dig, venter du stadig på Lars?"
Lise:
" Nej han døde."
Jeg:
" Det var ikke godt, så ventede du forgæves?"
Lise:
" Nej desværre, havde det så bare været det. Så havde det været et smukt savn"
Hun så stadig på mig. Måske var det ikke overbærende mildhed. Var det frygtelig vished? Hun var ikke længere den ventende og varsomme Lise. Hun fortsatte:
"Ja, jeg ventede og ventede i 12 år til han endelig kunne tage sig sammen. Han flyttede fra konen og over til mig og alle børnene kom. I starten. Vi købte et hus. Eller Lars gjorde. Med syv værelser. Kælder. 1. sal. Men det var frygteligt. Allerede efter et år. Han var indadvendt og vrissen."
Jeg:
"Det er aldrig nogle, der kan leve op til forestillingen om kærligheden."
Lise:
" Måske, men 12 år er lang tid."
Jeg:
" Men den tid havde vel også en kvalitet!"
Lise:
"Jo, der var meget ventetid og tid til at forestille sig."
 Jeg:
"Hvad skete der?"
Lise:
" Allerede efter 3 år fik han kræft. Så gik det ned ad bakke i 4 måneder til han døde. Det er 5 år siden nu."
Hun holdt en pause. Jeg trængte til en øl. Hun blev for første gang lidt usikker. Flov tror jeg, for hun fortsatte:
" Det var den bedste tid. Han syntes ikke, at det var uretfærdigt, at det lige var ham. Ikke at han var eller blev afklaret, men mildere, når han ikke havde ondt. Det var grimt, men der var lige en kort tid, hvor vi var der sammen. Det var det. Så var han væk. Og jeg ved ikke, om jeg savnede ham bagefter."
Hun så på mig igen. Sådan. Så sagde hun smilende:
" Nu kan du se, hvad jeg blev."
Jeg skulle have en øl.

 

fausto.del.toro@gmail.com Ophavsret på indlæg.

Fausto Del Toro
Fausto Del Toro

Tiden går

« July 2018 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Hvem besøger her?