Smartlog v3 » -Faustos- » Min finske kærlighed I +II
Opret egen blog | Næste blog »

-Faustos-

Kærlighedens ansigter

Min finske kærlighed I +II

24. Jan 2009 13:11, Fausto Del Toro

 Her kommer anden del af den lovede sande historie, om den uudlevede kærlighed, som alligevel blev til at leve med: Jeg har valgt at tage første del med også, så evt. nye læsere kan følge med:

I

 Hun ejede mine øjne, fra jeg så hende. Hun var smuk. Ikke på den klassiske måde, men på hendes måde. Birketræerne lavede kontrast til hendes mørke hår. Nætterne var lange og lyse. Jeg var ung, vi var i Finland og rammen var en uge, og den kunne blive fatal, for jeg var forelsket, og der var aldrig en chance for, at den blev udlevet. Kærligheden. Det vidste jeg heldigvis ikke, der i mit unge liv. Så kun på hendes læber, tænkte, hvordan de var at kysse.

Hun talte svensk. Hun var høj. Hun gik ved siden af mig. Havde jeg virkelig spurgt, om hun ville gå en tur, der mellem birketræerne. Hun havde vist en veninde med som en slags anstandsdame. Husker det ikke tydeligt. Husker kun hendes nærvær. Hendes hånd så tæt på min. Ønskede at strejfe den. Vi snakkede. Talte jeg dansk eller engelsk? Mine øjne så på hendes ører og hår. Ville ikke vige. Så hvad snakkede vi om? Musik eller Danmark, måske. Jeg tog hendes hånd, og hun smilte, der mellem birketræerne. Og vi gik og gik, ville aldrig vende tilbage. Stakkels anstandsdame.

En af de næste dage. Danskerne inviteret på tur. To volvo’er med paneler af forlygter gennem den lyse finske aftenskov. Var der mon elge? Feer ganske givet. Stoppede ved en sø, balancerede på en lang bro ud midt i søen. Et lille hus på pæle. En sauna. Dampende sten og snertende birkeris. Kroppe, der virkede anmassende i deres svedighed og voluminøsitet.  Senere søens isnende vand mod hudens kogende overflade. Kolde afvaskninger for renselse og bod? Eller bare finsk sisu?

II

Virkede ikke på den måde. Hele min krop huskede hende tydeligere. Øret, håret i panden, hendes hånds tryk mod min. Mit finske himmerige. Tilbage med lyskegler gennem skoven, som stod med diffuse konturer i den ikke lyse, men heller ikke mørke nordiske sommeraften. Ved vejs ende. Motorer slukkedes og bildøre smækkede og en myg om øret, men alt kunne ses. Hun stod og ventede. På mig. Jeg blev heftig og flov, men de andre sagde ikke noget. De må have vidst, at jeg var for ung til drillerier. Hun var modig, stod der alene uden anstandsdame og ventede på mig, der kom med renset krop og heftigt hjerte.

Den sidste aften eller var det hele natten? Boede vi i telte? Tror jeg. Husker, at der var nordmænd og svenskere også. Finner og så de søde svensk-finnere. Var det fra Wasa? Detaljerne er væk, åbenbart overflødigt fyld i min erindring om det vilde og voldsomme, der allerede stod over for en afslutning, inden det rigtigt var begyndt. Hun hentede mig. Stod der, lige foran alle, hele verden. I hvert tilfælde min og sagde: ”Kom, vi har ikke så meget tid” Ung, modig, forelsket og forventende så hun på mig. Mine øjne veg ikke et øjeblik. Ikke et, hun ejede dem.

 Der var stille, da hun tog mig i hånden og gik ind i den lyse birkeskov, men jeg mærkede alle øjnene, der fulgte lidt på vej. Følte mig heldig og vemodig. Husker natten med lugte af grannåle, mos og kildrende kys og besværgelser. Og det blev aldrig mørkt.

Sidste billede min erindring byder på: Jeg sidder i en bus. Højt. Og kigger ned på hende, der står og venter på det svage ryk, når bussen sætter i gang. Kigger ned på hende. Fokuseret på hendes ansigt. Vidste ikke da, at kærlighed, som ikke afsluttes, udleves med kedsommelige rutiner eller bare dør med tiden, kan fylde et helt liv, som den uopnåelige drøm, vi altid vender tilbage til, når hverdagen ikke fylder forventninger, vi er så fulde af, og som så sjældent bliver andet end en drøm, der kan ødelægge, det der er, med sine udefinerlige længsler og uopfyldelige håb.  Bussen sætter i gang. En ukendt smerte i maven presser sig mod øjnene. Solen flimrer i trætoppene, og hun forsvinder bag os. Vinkede hun?

Jeg husker, at Ålandsøerne gled forbi, men at de var sorte konturere. Mågerne skygger mod solen, og jeg selv som smeltet af savn

 Men vi mødtes igen.

(fortsættes)

Kommentarer

  1. Nala
    30. Jan 2009 23:47
    1

    Be be om mer´mer´meget mer´ ;o)

    /nala

fausto.del.toro@gmail.com Ophavsret på indlæg.

Fausto Del Toro
Fausto Del Toro

Tiden går

« July 2018 »
MTWTFSS
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031 

Hvem besøger her?

Relaterede